J´Lem giv mig mit hjerte tilbage!

Overskriften henviser til den snert af savn der fylder mig; så meget at jeg næsten savner synes af tørklædeklædte kvinder i lange nederdele og kondisko og mænd med mærkelige krøller og hatte - men også kun næsten. Sagen er jo den at jeg starter forfra her i DK; jeg er ikke længere studerende, har ikke nogen fast egentlig bolig, er såkaldt arbejdssøgende, og har en to-do liste så langt som et ondt år! Så var det alligevel lidt nemmere i Jerusalem hvor der var en struktur på dagligdagen. Og så er der naturligvis også nogle dejlige mennesker i Jerusalem som jeg savner - ingen nævnt, ingen glemt. 

Nævnes skal alligevel Katrine - Roomie her de sidste par måneder efter at Kristina og Annette tog hjem - en gæv og dejlig kvinde - glæder mig til alle 5 ollekoller gennem tiden kan samles i Smilets by eller andetsteds.

Og Rikke AKA Rix - en klippe i stormvejr og max Jesus-tosse som jeg har den dybeste respekt for

 Så lad nu klagesangen ende og lad mig i stedet berette om hvor fantastisk det er at være moster til en 9 årig der har produceret 11 halskæder og armbånd til een i komme-hjem gave og som med en sjældent set intensitet klyngede sig til mig da hun så mig torsdag morgen og dårligt nok slap mig af syne- sådan en ubetinget kærlighed kan jo næsten tage pusten fra een. Endvidere er det absolut fantastisk at se dejlige veninder og venner igen - at kunne køre antro-akademiker-lingoet af for fuld skrue og blive forstået. En dejlig veninde fra Antro har jeg faktisk ikke set i næsten 2 år da hun har været ude at rejse og så tog jeg af sted og hvor er det fedt at mødes efter 2 år og kunne genfinde tilliden og nærværet i løbet af ganske kort tid - det er jeg helt vildt taknemmelig for. Jeg er nu altså beriget med dejlige mennesker i mit liv.

Rikke og jeg måtte jo skilles i Kastrup og var væk fra hinanden i 5 dage - mærkeligt og da min telefon gik i udu så jeg måtte låne en anden havde jeg ikke hendes nummer så det blev jo nærmest en kold tyrker. Men vi klarede den og enormt dejligt så at ses igen i går her i Kbh. Det pigebarn har en ro som jeg sjældent før har oplevet!

Vores tur hjem gik fint, Rikke fik nærmest endevendt sine kufferter men udover det var der intet drama og ingen ubehagelige spørgsmål, men hvor tager det altså lang tid i den lufthavn!

I aften har jeg været hjemme i en uge og spørgsmålet om tid vedbliver at fascinere mig; en uge er jo ikke bare en uge for hvorfor kunne nogle uger så føles lange og andre korte? De sidste 7 dage har føltes lange og er samtidig gået hurtigt for der er et stramt program på; foredragsturneen er i gang og jeg er gået i gang med så småt at søge jobs så hvis nogen kender nogen, der kender nogen, der har brug for en antropolog så slå på tråden. Og i øvrigt mangler jeg også et sted at bo i København, så bring it on please.

Lige nu sker der en hel masse men jeg er meget spændt på, hvornår jeg kommer til at kede mig og ender op med fornyet udlængsel, tror desværre ikke der går så lang tid og ved at jeg helt sikkert må tilbage til Mellemøsten igen. Verden er så stor og åben og the modern woman of 2013 (se billedet nedenfor) er SÅ meget klar på nye udfordringer!

Min fortolkning af en moderne, ung kvinde; a mix between a warrior princess and a 1950 garden party - så kan verden bare komme an - det var i øvrigt niecen der legede stylist inde i århus og fandt denne fantastiske kjole til mig - så mangler jeg bare at nogen inviterer mig på en fest hvor den kan komme i brug. (tjek i øvrigt lige "Jolie-posen" ud)

Jeg regner med at I endnu har det sidste Shalomtil gode - så for nu blot au revoir...