Har verden intet lært?

Om at bag mure gror had og fortvivlelse.....
Om at modstand avler modstand....
Om at beton ikke kan give os tryghed...

Og så igen; måske kan det. Det vil nogen nok mene for efter at muren der adskiller de palæstinensiske territorier fra Israel blev bygget er selvmordsangreb ikke længere en del af dagligdagen, som det var under den anden Intifada fra 2000 til 2005 (den første var fra 1987 til 1993). Jeg har stadig meget at lære om historien men fik da lidt ind under et foredrag med en Israelsk jødisk brigade general. Faktisk den første jøde jeg har egentligt mødt. Det var vældigt interessant men samtidig frustrerende: den diskurs han (naturligt nok) udlagde var at det er palæstinenserne der er hele problemet. At de skal give sig og godkende de grænser der er nu (som ligger meget langt fra FNs opdeling 1947/48). At de bare skal være glade for at Israel nu har åbnet op så 25.000 palæstinensere (arabere - kommer tilbage til det med termerne) kan arbejde i Israel. Før muren blev bygget var det 500.000! De mennesker mistede deres job næsten over en nat og som det var tilfældet med Berlinmuren er familier adskilt. Endvidere har mange palæstinensere mistet deres arbejde, deres jord, og trænges fortsat af settlere.Over 1,5 million mennesker lever i mere eller mindre permanente flygtninge lejre i Gaza (Hvor jeg desvaerre ikke kan komme ind).
 Det er utroligt at køre på en hovedvej nord for Jerusalem: på den ene side en arabisk landsby (dog moderne at se på), med skrald ud over det hele - på den anden side en israelsk settlement med mur og hegn omkring og hvor der er rent. Oplevede det som utroligt vigtigt for mig at komme ud af Jerusalem for her har jeg endnu ikke oplevet at jeg befinder  mig i en konfliktzone.

Muren lige indenfor Checkpoint i Bethelem - Altså på den palæstinensiske side - den er stor og grim!

Som dog også kan bruges til noget øhh fornuftigt - f.eks at se VM i fodbold på!

Udsigt ud over Nablus på Vestbredden - her er enormt mange bjerge og meget tørt

Morgenmad - youghurt med mango, banan, druer og frist mynte og havregryn, mums blev der sagt

Det har vaeret en begivenhedsrig forlaenget weekend. Fredag paa det joediske marked og koebe ind, loerdag i en laandsby pa Vestbredden hvor der var noget saa saeregent som OEL festival/ Oktoberfest, jojo: byen har sit eget mikro bryggeri - hvilket haenger sammen med at det er den eneste landsby der udelukkende er kristen. Muslimerne omkring er vist heller ikke helt tilfredse men det var en ok pilsner jeg fik der. Vi koerte med vores chef Salim og hans skoenne kone Kay og deres meget stille teenagesoen Sam. Det vil sige Sam var stille indtil hjemturen hvor han begyndte at diskutere rehabilitering/ straf af kriminelle - med udgangspunkt i Breivik! Jeg proevede at indvende at man ikke kunne tage ham op som generelt eksempel og kan sagtens forstaa forargelsen over de kun 20 aars faengsel sammenlignet med de straffe der gives her: livstid til "terrorister". Skal have laert noget om straffesystemet hernede men som med meget andet bliver det "ved lejlighed" - hvornaar det saa end er! Derudover maatte jeg revidere nogle af Sams unuancerede ideer om Skandinavien og fortalte ham grinende at han nok lidt havde valgt den forkerte at diskutere det med hvis han ikke ville have modstand - det ville han nu godt saa det var faktisk ret fint. Endvidere var det rart at opleve chefen lidt paa en anden bane. Jeg har som saadan ikke vaeret bange for ham, men lidt forsigtig og mere tilbageholdende end jeg normalt er, men tror faktisk det er fint for mig at laere at indordne mig lidt mere :-).

Soendag stod den paa shopping og en tur i King of Kings - en kristen (amerikansk ) menighed/kirke inde i centrum af Jerusalem. Det betoed at vi skulle gaa 5 km hver vej, saa i alt  har jeg nok gaaet/ loebet 30 km over de sidste 3-4 dage. Det kan maerkes i foedderne og skal serioest have koebt noget lir til fodbade. Naar man som jeg aldrig har vaeret i en frikirke er det meget specielt at opleve en gudstjeneste som den i King of Kings. For det foerste tog det 2 timer! De foerste 45 min bestod af lovsang staaende - lovsang: hmm indtil videre et ret fedt koncept: rytmisk musik, powerpoint med teksten og vers der gentages saa alle kan vaere med. Og som mange jo ved saa kan jeg frygteligt godt lide det dersens sang saa var helt haes efterfoelgende. Det der er mest specielt er paa en maade intensiteten i folks adfaerd. Kaere laesere: luk oejnene og forestil jer en tur i folkekirken en ganske almindelig soendag. Aabn dem derefter igen og laes videre....
.........
hvad saa og hoerte i? et par baenkeraekker mest med aeldre mennesker? En kirkesanger der overdoevede de spinkle stemmer fra menigheden? en praest i praestekjole? Tjae det er i hvert fald den erfaring jeg oftest har haft (juleaftensdag naturligvis dog undtaget). OK saa laeg det billede til side og se i stedet: Et fyldt auditorium med 300 mennesker (med bloede stole da det er en tidligere biograf). Alle staar op og synger - mange af deres lungers fulde kraft. Mange med lukkede oejne, haenderne strakt ud med haandfladen opad, og mange med armene i vejret. Det var altsaa specielt men ogsaa fedt. Praediken var dog lige til den lange side og overvejede om jeg en anden gang skal tage en krimi-bog med men tror alligevel ikke det er helt passende. Staar bare lidt af naar det bliver alt for dogmatisk/

Igaar stod dage i tur-tegnet: vi var tidligt oppe og tog til Bethlehem (Vestbredden) men da det var en vaeldigt lang dag vil jeg vente med at udfolde den til naeste indlaeg.

Status lige nu er at fordi jeg kom for sent i seng (nogle ting aendrer sig ikke selvom man flytter sig) er jeg  mega traet (dette er skrevet klokken 10.45, men foerst lagt ind tirsdag aften) og glaeder mig til en lille lur naar jeg har fri, inden der er program paa i aften ogsaa. Der er simpelthen saa meget at fortaelle om denne weekend og kan slet ikke forstaa vi allerede/ kun har vaeret her i 2 uger. Jeg nyder at hverdagen og rutinerne har indfundet sig lidt i lejligheden og har det de fleste dage rigtigt godt - antrohuen passer selvom jeg ikke kommer ud i felten med arbejdet. Jeg savner venner og familie, men ikke mere end at jeg kan holde til det.