Den 15 marts viste sig at skulle blive en yderst
begivenhedsrig dag på den lidt mindre heldige måde. Det var planlagt således at
jeg sammen med en kollega og 4 af hendes veninder skulle til Tel Aviv og løbe
10 km race. Det var store løbe dag med halvmaraton, maraton, 10 km,
rulleskøjteløb, 4,2 km og noget andet. Marathonen blev dog aflyst pga ekstreme
varmegrader – der var spået over 35 grader hvilket er meget for selv Tel Aviv
på denne årstid. De andre løb var dog ikke blevet aflyst – hvilket de måske
burde have været! Lidt ikke optimal planlægning gjorde at jeg måtte vente 1
time om aftenen torsdag fra 21.30-22.30
på busstationen i tel aviv hvor de så samlede mig op og vi kørte til den hotel
lejlighed hvor vi skulle overnatte. Af uransagelige årsag var der valgt en i
norddelen ag byen – og racet var i syddelen. De regnede så med at vi kunne få
en taxa om morgenen hvilket vi IKKE kunne!! Jeg var skumlende sur over SÅ ringe
en planlægning der resulterede i at vi måtte gå 1 time fra klokken 6 (efter at
have sovet knap 6 timer!) til klokken 7.15 og sågar løbe de sidste 5 minutter
for at nå frem til racets start – ikke just optimalt – og jeg nåede ikke at
tisse inden – hvilket jo heller ikke var fedt. (Note; jeg havde ingenting ud
over 100 NIS med mig – alt inkl pas, pung, mobil, nøgler mv. lå i lejligheden
og vi havde aftalt at mødes på stranden efter løbet).Derudover har jeg ikke
helt fået trænet mig op til distancen, det var varmt, jeg var træt og har ikke
haft det helt optimalt denne uge. Min kollega, der er uddannet personlig træner mente dog at jeg sagtens kunne klare det. Nå, men alt i alt synes jeg det var sygt hårdt og jeg
var ærligt og oprigtigt talt en skide pain in the ass for min kollega at løbe
med. Der var en ”pacer-klovn” med i feltet som løb på præcis en time så man
skulle jo gerne være foran ham – min kollega havde ment vi ku gøre det på under
en time, men den holdt desværre ikke. Jeg har aldrig prøvet noget så fysisk
hårdt og var lidt ved at give op indimellem, men med min kollegas hjælp og en
viljestyrke der bragte mig de sidste 2 km frem lykkedes det. Fandt et mode hvor
jeg bare gik ind i mig selv og hvor det bare gjaldt om ikke at kigge fremad for
så ville kunne se hvor langt der var tilbage. Jeg kom over målstregen i tiden
1.04.54 hvilket svarer til 9.2 km i timen – så det er jeg faktisk fint tilfreds
med taget i betragtning at jeg jo ikke kan prale af at have verdens længste
ben!
MEN, så var det ligesom at historien skiftede karakter – over målstregen
kom jeg, gispende, prustende og svedende og med eet måtte jeg bare ned at sidde
– kunne bogstaveligt talt ikke stå på mine ben. En venlig mand hjalp mig ud til
siden og fik fat i noget vand og på meget kort tid også en samarit fyr –
hvilket viste sig at være den rigtige beslutning – jeg mente bare at jeg skulle
have noget juice eller noget til at få mit blodsukker op for jeg var så
ufatteligt svimmel og havde kvalme. Samarit fyren ville have mig hen i medical
teltet – jeg sagde jeg bare skulle sidde lidt men manden insisterede og fik mig
endda placeret i en kørestol da han syntes jeg gik for langsomt – og langsomt
gik jeg for kunne stadig nærmest ikke stå på benene og gik som en gammel dame. Han
fik mig igennem den tætte menneskemængde og få minutter efter lå jeg på en
båre-seng i medical teltet med 6 mennesker omkring mig mens jeg svedte og
gispede. Min kollega blev skubbet ud og alt var en slags kontrolleret kaos
derinde. Altså meget kan man sige om dette militariserede samfund men der var
der altså styr på tingene selvom der var run på.flere forskellige læger
præsenterede sig og spurgte hvad der var sket samtidig med at der blev hevet og
sledet i begge mine arme for at få IV drop ting lagt. I venstre arm lykkedes
det ikke og én gik så istedet i gang med at prøve at lægge drop adgang på
håndryggen – jeg var tæt på at bande ad hende for det gjorde aller pokkers
ondt. Så lå jeg der med drop i begge arme – kampsvedende og med 5-6 personer
der bekymret kiggede på mig. De synes jeg blev ved at være varm så de
overhældte mig med isterninger og vand – jeg var komplet gennemblødt. Der gik
vel en halv times tid med det hvorefter professor something kom hen til mig og
sagde at jeg havde fået hedeslag og skulle på sygehuset – der kammede det over
og jeg blev måske en kende hysterisk og prøvede at forklare at det ikke var
nødvendigt men de var ikke til at tale imod. Tværtimod så de endnu mere
bekymrede ud og insisterede på at jeg slappede af fordi jeg ikke måtte
overanstrenge min krop mere.
| Ambulancer der holdt parat - 50 endte med at blive behandlet i lægeteltet, 32 kom på sygehuset (mig inklusiv), 12 af dem alvorligt og 1 ung mand døde- hvorfor er endnu uklart. Han var endda IDF (Israeli Defence Forces) officer og løb efter sigende 20 km hver dag. |
Så kom jeg ud i ambulancen og til en 18 årig men
sød og kompetent redder og vi kørte vel en halv time til sygehuset – DER var
det så at jeg tænkte ups rejseforsikring osv. Så det var ret ubehageligt at
ligge og tænke det der. Til gengæld fik jeg det bedre og en time efter jeg var
kommet over målstregen havde jeg det ok, men kunne ikke slippe for at komme på
skadestuen. På det tidspunkt havde jeg fået 1,5 l væske i drop men til gengæld
ikke noget at spise. Kom så ind på en noget mere kaotisk og meget israelsk
skadestue- dvs lettere kaos/uprofessionelt – et stort rum med ”gardin-båse”
hvor der blev taget noget elektro-gram noget og en blodprøve og jeg fik mere
væske i drop. Der var jeg så; pladder våd og endte med at mega fryse – efter
2,5 time – de sidste 1,5 på en hård stol var jeg pænt klar til at smutte! Jeg
måtte insistere i en halv time og en meget sød sygeplejerske endte med at
hjælpe mig af sted – finde ud af hvad vi gjorde med betaling – jeg havde jo
ingenting på mig (men fandt ud af at selv i den situation kunne jeg huske mit
pas nummer udenad!) og hun fandt også lidt mad til mig – for på det tidspunkt
havde jeg fået det dårligt igen pga ikke at have spist i 6 timer. Så der stod
jeg – i en forstad til Tel aviv med 120 NIS (180 kr) på mig – i vådt tøj –
velvidende om at på ingen måde ville jeg kunne finde de andre. Min kollega
havde heldigvis set da jeg blev ført ind i ambulancen så vi havde aftalt at hun
tog mine ting og at jeg selv fandt hjem. Jeg fandt en granatæble-appelsin juice
til en absurd pris, en bus og kom hen til bus stationen – fandt en bus til
Jerusalem før shabbattens start – sov lidt i bussen og kom så klokken 14 frem
til Jerusalem.
PUHA det var en begivenhedsrig dag – lidt for meget af det gode.
I dag (lørdag) er min krop smadret og jeg er træt men har det ellers fint – har en
besværlig regning på omkring 2200 kroner jeg skal til Tel Aviv for at betale i
næste uge og en masse ting jeg skal udfylde til rejseforsikingen MEN on the
bright side; jeg gennemførte, OG jeg fik lov at køre i en ambulance OG min
offentlig-transport-angst fik et knæk af format. Så alt i alt ser jeg dette som
en sejr; næste mål må være IKKE at ende på sygehuset/gøre det på under en time.
Beklager det blev så lang en beretning, men så fik I da hele historien. OG som en krølle på historien overbeviste dette mig endnu engang om at vi har det rigtige sundhedssystem i DK - hvor adgangen er lige for alle og hvor man ikke skal ligge og tænke "gad vide hvad denne test koster" eller "er denne test nu også nødvendig eller presser de bare penge af mig?" Jeg vil helt sikkert gerne løbe 10 km igen, men næste gang i lidt mindre varmt vejr - og når vi nu snakker om vejret; i dag 13 grader og regn - jeg ved ikke hvem der har bestilt det men jeg har ikke, så jeg holder "udfylde-rejseforsikring-papirer-dag med the og dyne. Det var alt for nu; gå med fred og husk at vi kun har hinanden til låns så lev livet HVER dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar