Fodi jeg (som nogen ved) ikke er et IT geni- må jeg indrømme at jeg har fået skrevet et blogindlæg jeg så har glemt at poste - så for at det ikke skal være rent spildt kommer her en lille recap på hvordan mit liv var for 1,5-2 uger siden da jeg havde det helt store familiebesøg. Jeg skal endvidere snarligst opdatere jer om de seneste begivenheder - men kan allerede nu løfte sløret for at min fod har haft gjort ondt i over en uge efter racet men nu er i markant bedring - og at jeg har tilbragt hele denne weekend med teenagere oppe Nordpå OG at forud venter påsken hvilket betyder fridage, kirke og sociale arrangementer (samt lidt tøjvask, rengøring og gaveindkøb) OG at det er mega mærkeligt at hjemrejsen nærmer sig og enormt ambivalent. Men nu; tadaa et kig tilbage i tiden til hvad jeg havde lyst til at dele d. 14.3 (denne gang uden billeder - jeg lover at lave et billedfyldt blogindlæg snart)
Uret tikker, klokken slår og dagene flyver hurtigere end jeg kan følge med! For at tage den bagfra så tog min bror og hans kæreste tilbage til Danmark i d.14 - de blev hentet klokken 1 - så nu er jeg en kende træt for gik ikke i seng inden - der var blandt andet lige et backgammon opgør der skulle rodnes - jeg blev sønder-.lamme- tævet af dem begge to - det får man for at tilbyde husly! Så er min far også ankommet til det hellige land med sin kæreste og igår var vi alle sammen ved det døde hav. Det var 33 grader varmt, men luftede så det var til at være i. De skal være her indtil søndag så bare en kort tur, men skønt med besøg og ligesom Johan og Anna havde de lakrids med til mig - som noget nyt og moderne også rugbrødsblanding da vi i lejligheden har opdaget denne vidunderlighed.
De seneste uger har været begivenhedsrige - jeg havde nok fået lagt et lidt heftigt program - i hvert fald for mig selv med arbejde og mange aktiviteter med gæsterne- der har resulteret i at jeg blandt andet ikke lige har fået vasket tøj - men så er det jo godt at vejret har ændret sig; De seneste dage har budt på sol og omkring 26 grader (jeg ved godt det er ondt at skrive det - har set hvor møg vejret er i dk - me kan "trøste " jer med at det vender her igen og bliver 13 grader og regn på søndag- såkaldt ustadigt er det vist den næste måneds tid). Tilbage til gæster og program så har vi både nået den gamle by, shuggen (markedet), Ramallah og 2 dage i Tel Aviv foruden det døde hav og bytur(e) og så nåede de alene også en del forskelligt. Så nu er jeg træt og desværre også småsyg- har ellers kastet mig over de fine lyserøde og blå piller Kristina efterlod sig men det er som om de ikke virker. Et særtræk hernede er nemlig at man kan få piller mod forkølelse, men indtil videre synes jeg ikke helt at effekten har indfundet sig. Det måtte den ellers gerne for skal til Tel Aviv i aften og (gulp) løbe 10 kilometers race i morgen - retrospektivt var det en tåbelig ide for er ikke trænet nok op til det og det ender med at blive en frygteligt dyr tur - pga ekstrem varme i Tel Aviv har de flyttet loebstiderne så skal løbe omkring klokken 6.30 - det betyder at skulle tidligt op fra det hostel vi skal sove på som (utroligt dumt) ligger i den anden ende af byen! Og dem jeg skal afsted med - en kollega og nogle af hendes veninder - har ikke plads i den bil de kører i så skal selv mosle frem og tilbage - hvilket jeg er pænt træt af - som jeg sagde; det virker som en dårlig ide! Men jeg prøver at tænke af at ingen er døde af at løbe 10 km og at jeg bagefter vil have det noget så godt når jeg kan kaste mig i bølgen blå og vide at jeg har gjort det! Er det ikke noget med at man skal udfordre sig selv?!
På arbejdet skrider tingene fremad og vi begynder at få slået knuder på nogle af de mange løse ender - jeg mangler stadig en 5-7 sider på det sidste kapitel og Gender - min hybris/nemesis - hvad det nu end hedder - er stadig en sten i skoen på mig selvom den mere religiøst funderede del af kapitlet er blevet udliciteret. Jeg gør mig mange tanker om det at vores tid hernede nærmer sig afslutningen - hvilket er lidt absurd at tænke så meget på for der er jo stadig lidt over en måned tilbage - hvilket jo er omkring 15 % af den samlede tid, så altså... men det føles meget som lige om lidt og må indrømme at det er ambivalent; glæder mig enormt til at se venner og familie, men holder meget af denne vilde, skøre og næsten schizofrene by og vil gerne få lært arabisk (kan kun meget lidt by now), vil gerne solen og skønheden og udfordringerne. Samtidig skal man jo nok ikke underkende betydningen af at vi hernede har fået skabt os en hverdag, et liv og nogle rutiner og relationer og at hverdagen derhjemme på dagpenge jo unægteligt er et nyt kapitel, som jeg ingen ide har om hvordan vil blive. Min fordom er at dagpengemodtager livet er lidt mindre eksotisk end mit Jerusalem liv - og er blevet lidt glad for det eksotiske. Så summa summarum; jeg er ikke færdig med Mellemøsten!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar