Ud i det blå for alvor

Jeg sidder her lørdag morgen i sofaen med min sovepose omkring mig. Det er overskyet udenfor og jeg er lidt træt. Vaskemaskinen brummer med den 3. vask siden vi kom hjem klokken 19 i går aftes. Det bliver nok til en 5-6 vaske mere for 5 dage ude i det vilde kan generere ret meget vasketøj. Jeg prøver at se på hvilke billeder jeg vil dele med jer, men bliver overvældet. Hvordan skærer man 5 dages indtryk ned til et enkelt blogindlæg? Svaret må være, at det gør man ikke, man deler det op. Desuden har jeg ikke taget vildt mange billeder og tror først jeg får de andres om en uges tid. Så dette bliver et "introduktorisk" indlæg til en uge med op og nedture og Insh´Allah jeg orker at skrive mere uddybet ved en senere lejlighed. Vi skulle jo have været til Sinai fra søndag til torsdag men grundet den ustabile situation mente baglandet bag turen ikke at det var sikkert at tage af sted så på bedste Israelske vis (alternativt, i sidste øjeblik) lagde 8 af os der skulle have været med råd søndag om hvad vi så kunne gøre, da nogle skulle have fornyet visum a.s.a.p. Vi (læs: kirkevoluntøren Chris) planlagde og fik stykket en tur sammen ud til beduiner i Jordan og mandag klokken 5.45 eller deromkring stod vi op og tog afsted mod Eilat - det sydligste af Israel for at krydse grænsen til Jordan. Som i kan se var vi lidt trætte....... (Kristina og Annette ved en rasteplads)

 Undervejs fik vi en sms fra en af de andre fra den oprindelige tur (de var taget til Eilat) om at grænsen til Jordan måske var lukket pga regnskyl søndag aften. Vi ankom til Eilat og spurgte taxachaufførerne som forsikrede os om at grænsen da var åben så vi hoppede på en taxa. DE TOG FEJL! Grænsen var lukket fordi der var faldet regn som havde skabt mudder pøle. Fra vores synspunkt af så det ikke særligt slemt ud. Vi fik et nummer som vi kimede ned i løbet af dagen men ak nej, grænsen åbnede ikke mandag. Derfor tog vi på stranden og hyggede med at bade - købte lige bikini i storcentret- luften var 28 grader - og med kortspil og de mange pølsehorn vi havde bagt hjemmefra - Eilat er i hvert fald ikke det værste sted at strande ;-)
 

Det lykkedes os at få plads på samme hostel som de andre  fra den oprindelige tur og tirsdag prøvede vi så igen at ringe til grænsen men ak nej der var fortsat lukket. Til gengæld tog nogle af os så ud til en anden strand og snorklede - jeg kan jo ikke lide at få vand i ørerne så det var ret grænseoverskidende men jeg gjorde det! og det var SÅ fedt! At svømme rundt der mellem fisk og se på tingene fra en helt anden vinkel. Følte mig fri og i fred med mig selv og naturen på ægte hippie agtig vis og blev så vænnet til at trække vejret gennem munden at da jeg om aftenen lå og skulle sove gjorde jeg det stadig. Jeg vil jo rigtigt gerne prøve at svømme med delfiner men det kunne man ikke der og der var ikke andre der ville med så det blev ikke i denne omgang. Håber det kan lade sig gøre til foråret. Det blev en skøn dag og vi hyggede med fællesspisning om aftenen.

Rikke tog forskud på beduinernes stil, da hun ikke lige havde fået en jakke med og efter solnedgang bliver det ret koldt hernede.

Det var 2 dage med op og nedture og vi skiftede mellem at være positive og forhåbningsfulde og opgivende og irriterende - især da det viste sig at det vist nok kun var den israelske side af grænsen der havde haft lukket tirsdag gav det næring til eksisterende oplevelser af at kulturen her er betragteligt anderledes end i DK. På en måde mere kortsigtet - mindre fremadrettet og frem for alt at tingene tit går lidt langsomt, det virker i hvert fald ikke som om ideen om servicesamfundet er nået hertil og vi forstår ikke altid hvorfor folk i butikker mm. er så uhøflige som de er. Jeg kan kun gisne om at et århundredes konflikttilstand gør noget ved menneske; at leve nær dem man anser som sine fjender, at føle sig truet og at frygte for sig selv og dem man har kær, må nødvendigvis præge kulturen, men eftersom jeg ikke har meget kontakt med lokale vil jeg ikke sætte min  antropologiske ære på spil så dette er bare turistbetragtninger.
Endelig onsdag kunne vi komme over grænsen, men vores oplevelser i Jordan må i have til gode til næste gang ;-) Dagen i dag står på rengøring, afslapning og så skal jeg have muget ud på værelset inden min mor kommer på tirsdag. Der var tvivl om hvor vidt hun kunne komme pga den ustabile situation, men heldigvis kan det lade sig gøre. Lige nu føles det som meget længe siden jeg har været på arbejde så er spændt på at møde op mandag og se hvad Salim siger til det udkast han (forhåbentlig) har læst den seneste uge. Der er mærkeligt at vide at december er lige om døren og at jeg for første gang skal fejre jul uden familien. Ind imellem overmandes jeg af savn og hjemve, men de nære bånd jeg har knyttet hernede gør det nemmere og mine dejlige roomies kan rumme følelsesudsving. Tænk at man kan holde så meget af mennesker man kun har kendt i 2-3 måneder. Det er jeg taknemmelig for.