Maks gas på indtryksknappen

Så er vi her, men det føles dog en kende uvirkeligt. Som altid når jeg rejser er jeg træt som et alderdomshjem de første dage, hvilket i dette tilfælde nok også skyldes at vi først ankom til vores hostel dorm (Ane synes slet ikke hun er blevet for gammel  til dorms - nej, nej slet ikke) klokken 2 i nat. Da vi vågnede havde vi derfor kun sovet en 5 timer så efter en hæsblæsende rundtur i Jerusalem har vi nu taget en morfar og overvejer om vi egenlig gider lave mad selv eller om vi vil ud. Sagen er den at vi på rundturen var forbi det jødiske marked (tog beklageligvis ingen billeder i dag så dem må I have til gode), hvor jeg  var ved at gå helt i koma over frugt, grønt, oliven, krydderier - og knap så meget over kødet der på lettere uappetitlig vis lå stuvet sammen i diske. Jeg tror jeg nåede at prikke til Rikke og sige "See Rikke, Oliven!" Eller "aaaj se Rikke, ferskner" som om det var verdens 8. vidunder jeg just havde skuet. Det gik i hvert fald op for mig hvor meget jeg elsker markeder og mad. Lige nu bor vi på hostel tæt på det her mad-marked, men når vi flytter ind i vores lejlighed i næste uge er der nok 4 km. Heldigvis har jeg jo erfaring med madplaner så det gør jeg da bare igen for handle på markedet, det VIL jeg altså. På rundturen var vi i den gamle bydel, der rummer en mægtig bazar hvor jeg ville kunne bruge dagevis på at handle om ragelse og smukke ting med mørklødede mænd der ofte kan sige nogle få ord på dansk - når jeg har tid dernede skal jeg nok tage billeder og sende yderligere beskrivelser.

I morgen går turen til Haifa en by ude ved kysten sammen med de to piger vi fra næste uge af skal dele lejlighed med - håber den kommer til at stå på strand - hvilket nok er meget sandsynligt eftersom det er Yom Kippur, helligdage hvor alt er lukket og ikke en gang biler kører på gaderne og i 31 graders varme er det nu engang dejligt med strand (hehe og i næste uge siger vejrudsigten 37 - hvilket dog er en kende for varmt efter min smag).

Jeg vil hellere skrive mere en anden gang hvor jeg også kan tilbyde billeder og blot slutte af med at fortælle at det simpelthen er fantastisk som antropolog (og menneske generelt velsagtens også) at bevæge sig rundt i en by hvor diversiteten blandt mennesker er så høj - jeg har endda set børn med de der slangekrøller meget ortodokse jøder ynder at bære. Det ser altså lidt spøjst ud til sådan en 10-årig. I øvrigt ved jeg ikke hvorfor de har de der krøller og har tænkt meget på om alle de mænd der har dem står derhjemme med krøllejern og varmebeskyttende spray og lak hver morgen???? Derfor vil jeg nu flyve videre og spørge min kære ven google om dagens spørgsmål: "hvorfor har ortodokse jødiske mænd de der slangekrøller ved ørerne?"

Så kan det faktisk ikke blive bedre..

.... end når man har så skønne venner og så dejlig en familie som jeg har!
.....og når 14 måneders arbejde bærer frugt
..... og man græder først fordi tingene er svære men derefter fordi man er lykkelig
..... og i sidste ende fordi HATTEN DEN PASSER!

Ude foran Moesgaard, lige efter at jeg er kommet ud efter at have fået afgørelsen; lykkelig, overvældet og sammen med skønne mennesker

Min dejlige Antro veninde Sarah Maria havde bagt mums chokoladekage, fantastisk at hun havde overskud til det midt i hendes egen speciale proces - TAAAK

Ja, hatten passer i sandhed - sjældent synes jeg en hat har været så skønt at have på og som i kan se på billedet ser det da ikke helt skidt ud, selvom jeg er lidt træt da dette billede bliver taget. Det er hårdt at blive kandidat! Den stod på flødekartofler og roastbeef hjemme hos mutti, sidenhen et smut ind til byen og så hjem og sove.

Tænk at der ikke længere skal et "stud." for det der Antropolog-noget og tænk at jeg nu skal ud at bruge de såkaldte kompetencer i virkeligheden - jeg er spændt og jeg GLÆDER mig. Jeg takker alle jer der har hjulpet mig i specialeprocessen og som var med til at gøre dagen igår så dejlig, især tak til tøserne for hatten (læg mærke til de lilla bånd: lilla et lidt "min" farve).
I dag har jeg forsøgt at pakke og må sande at 20 kilo er meget lidt når man skal være væk så længe, at pakke light har aldrig været min stærke side, men en gang skal vel være den første.
Det var alt for nu - næste gang jeg skriver sidder jeg sandsynligvis i Mellemøsten!
Ane

Stammedans, Ris og et kommende Specialeforsvar

Så er det på den igen; med blogs, med at pakke, med at føle at jeg har så mange fantastiske mennesker i mit som jeg ikke kan yde retfærdighed da jeg dårligt har tid til at sige farvel. Så jeg befinder mig lidt i en bitter-sød tilstand; der sker ufatteligt meget her på DUF-kurset så jeg er træt om aftenen, men prøver at få læst lidt som forberedelse til at jeg om under en uge (gulp!) skal op at forsvare specialet og forventer at kunne kalde mig Cand. Scient. Ant. eller hvad det nu bliver. Så for ikke at trætte jer med lange beskrivelser af, at jeg har travlt og alle de sære ting jeg skal nå kan jeg opsummere det til; Ane har travlt, har hovedet lidt under armen, men glæder sig over udfordringerne og livet.

Til gengæld synes jeg i skal indvies i hvad der kan ske, når man samler forskellige nationaliteter (danskere, ugandere, philipinere, en jordaner og en palæstinenser) under samme tag og sender dem på et helt fantastisk kursus i projektadministration. Der sker blandt andet det at en meget flink ugander som i går proklamerede med et blik på min bagdel at jeg ville være populær i Afrika og at hvis jeg blev hans kone ville jeg nok få 7 børn - jeg replicerede at eftersom jeg på ingen måde skal have 7 børn ville jeg nok ikke blive hans kone! Endvidere er der ris til både frokost og aftensmad - men også alt muligt andet - faktisk en helt fantastisk forplejning.
Derudover har den stået på et uendeligt antal af såkaldte Energizers; fysiske brain breaks med dansk og mærkelige lege - blandt andet er den danske "banke, banke bøf" blevet brugt, men eftersom det er lidt svært at sige for mange er det blevet til "punchy, punchy puff". Jeg har i hvert fald aldrig været på et kursus som har indeholdt så meget dans og bevægelse og klappen og en helt utrolig energi. Det er berigende men også lidt hårdt at være sammen men 17 mennesker hele tiden.
Der er sket så meget så jeg dårligt kan nå at berette om det hele, men vedlægger lige lidt billeder og skal selvfølgelig nok prøve at opdatere bloggen regelmæssigt så I kan følge med i mit eventyr i Israel/Palæstina og skal også nok forklare mere om, hvad det egentligt er jeg skal ved en senere lejlighed. 

 

Ved "around the world" night havde Rikke og jeg planlagt og indkøbt til lagkage-produktions konkurrence hvilket blev et stort hit - og de smagte faktisk godt 

 

Senere på aftenen var der Ugandiske stammedanse på programmet - en fantastisk energi og nogle moves jeg på ingen måde kan efterligne.

OG så er der sket noget helt VILDT! fordi det er så trygt et sted hvor folk griner MED en og ikke AF en, kastede jge mig igår ud i at deltage i en fodboldkamp. Jeg har ikke spillet fodbold siden tvangs-spil i gymnasiet hvor jeg blev drillet med mit ringe bold-tække. Men her var det sjovt på trods af at jeg i dag har ondt i hele kroppen og adskillige blå mærker. but I DID IT!