lørdag den 30. marts 2013

Påske i J´Lem





Denne lille video viser vores spæde røst opløftet ved en af stationerne på Via Dolorosa i den gamle by fredag morgen. Læg mærke til alle politibetjentene - tror de var der for at sikre at vi kunne komme frem igennem byen og at alt forløb roligt, men efterhånden synes jeg at det er lidt overdrevet - følte mig ikke i fare men snarere at det var mig der en lille smule krænkede muslimerne og jøderne ved klokken 8 om morgen at vræle op midt på åben gade og derved påtvinge andre min snot-inficerede udgave af ifølge dem hedenske musikalske stykker af ord. 

Så blev det Påske/Pesach/Passover - de usyrede brøds fest, Jesus Kristus på korset osv. The same old story as last year - og så alligevel ikke for jeg er jo faktisk her hvor det hele skete- jeg burde kunne mærke det under huden men indtil videre har det ikke skabt de helt store underværker i mit liv eller ift min spirituelle udvikling. Dermed dog ikke sagt at det ikke er spændende og skævt og fedt at være her. Jeg vil her give jer et lille billedligt indblik i ugens oplevelser fra Den Hellige Stad.

Byen er simpelthen endnu mere fuld af "Ottoer" end normalt - jeg gav mig til at tælle dem og deres børn fredag - de ultarortodokse får I GENNEMSNIT 7,6 børn hver! så 1 familie med 9 - det er jo absurd - men når man (det siger nogen er tilfældet) får penge hver måned for hvert barn så kan det jo næsten betale sig. Fredag var mit humør ikke så fantastisk så blev lidt små-depri af at se dem; det er ikke kulturrelativisme men kan ikke lade være med at hver gang jeg ser små otto-børn får jeg ondt af dem.

Har nu 2 gange denne uge oplevet at hovedgaden ned igennem den gamle by har været lukket af - der er simpelthen for mange mennesker dernede på samme tid. Strømningen på dette billede var rimeligt konstant da jeg på et tidspunkt satte mig ned og kiggede og som nedenstående billede taget af Katrine viser så var der orntligt sygt mange mennesker ved ved grædemuren.

He was right there - og jeg var der fredag morgen klokken 8.

Også fredag morgen; danskerne mødtes ved Lions gate klokken 8 - det var allerede der varmt og til at byde os velkommen (eller noget) var en flok soldater. Jeg spurgte een iklædt skudsikker vest og hjelm om de virkelig troede vi ville lave SÅ meget ballade - han ku ikke helt se det sjove i spørgsmålet men svarede at det jo var fordi der var mange mennesker i byen i påsken og tillige fredagsbøn (der har været noget stenkast og noget om fredagen på det sidste - men har nu  ikke selv set det - Israelerne har "svaret igen"/prøvet at begrænse det ved at nægte adgang til Tempelbjerget for alle under 50 år om fredagen)

Det der med at iklæde sig morgenkåbe synes jeg nu altså hører til derhjemme! (så meget for det danske frisind!)
Det er ikke nemt at se men det er udsigten fra udkigspunktet fredag aften hvor vi var en flok der grillede og hyldede den danske sangskat gennem alt fra lovsange til Kim Larsen og så lige da Wonderwall også. Brandhyggeligt men en kende køligt.

Det nyeste foto i den efterhånden meget lange følgeton af "Billeder af Rikke og Anne"

Jødisk Påske/Seder måltid med islæt af kristendom; mærkelige skikke det der anderledes folkeslag har; æg UDEN mayo og slat og peber, persille dyppet i saltvand og brød der ikke er brød men kiks - tjae altså ikke helt det hjemlige påskebord, men spændende at se en opsætning af et jødisk rituelt påskemåltid og ret fedt at tænke på at lige præcis samtidig me at vi gjorde det var der vel 8 mio eller så jøder verden over - eller er der 12 mio? der gjorde stort set det samme - det er da lidt fascinerende!








mandag den 25. marts 2013

Lidt for meget om ørerne!

Fodi jeg (som nogen ved) ikke er et IT geni- må jeg indrømme at jeg har fået skrevet et blogindlæg jeg så har glemt at poste - så for at det ikke skal være rent spildt kommer her en lille recap på hvordan mit liv var for 1,5-2 uger siden da jeg havde det helt store familiebesøg. Jeg skal endvidere snarligst opdatere jer om de seneste begivenheder - men kan allerede nu løfte sløret for at min fod har haft gjort ondt i over en uge efter racet men nu er i markant bedring - og at jeg har tilbragt hele denne weekend med teenagere oppe Nordpå OG at forud venter påsken hvilket betyder fridage, kirke og sociale arrangementer (samt lidt tøjvask, rengøring og gaveindkøb) OG at det er mega mærkeligt at hjemrejsen nærmer sig og enormt ambivalent. Men nu; tadaa et kig tilbage i tiden til hvad jeg havde lyst til at dele d. 14.3 (denne gang  uden billeder - jeg lover at lave et billedfyldt blogindlæg snart)

Uret tikker, klokken slår og dagene flyver hurtigere end jeg kan følge med! For at tage den bagfra så tog min bror og hans kæreste tilbage til Danmark i d.14 - de blev hentet klokken 1 - så nu er jeg en kende træt for gik ikke i seng inden - der var blandt andet lige et backgammon opgør der skulle rodnes - jeg blev sønder-.lamme- tævet af dem begge to - det får man for at tilbyde husly! Så er min far også ankommet til det hellige land med sin kæreste og igår var vi alle sammen ved det døde hav. Det var 33 grader varmt, men luftede så det var til at være i. De skal være her indtil søndag så bare en kort tur, men skønt med besøg og ligesom Johan og Anna havde de lakrids med til mig - som noget nyt og moderne også rugbrødsblanding da vi i lejligheden har opdaget denne vidunderlighed.
De seneste uger har været begivenhedsrige - jeg havde nok fået lagt et lidt heftigt program - i hvert fald for mig selv med arbejde og mange aktiviteter med gæsterne- der har resulteret i at jeg blandt andet ikke lige har fået vasket tøj - men så er det jo godt at vejret har ændret sig; De seneste dage har budt på sol og omkring 26 grader (jeg ved godt det er ondt at skrive det - har set hvor møg vejret er i dk - me kan "trøste " jer med at det vender her igen og bliver 13 grader og regn på søndag- såkaldt ustadigt er det vist den næste måneds tid). Tilbage til gæster og program så har vi både nået den gamle by, shuggen (markedet), Ramallah og 2 dage i Tel Aviv foruden det døde hav og bytur(e) og så nåede de alene også en del forskelligt. Så nu er jeg træt og desværre også småsyg- har ellers kastet mig over de fine lyserøde og blå piller Kristina efterlod sig men det er som om de ikke virker. Et særtræk hernede er nemlig at man kan få piller mod forkølelse, men indtil videre synes jeg ikke helt at effekten har indfundet sig. Det måtte den ellers gerne for skal til Tel Aviv i aften og (gulp) løbe 10 kilometers race i morgen - retrospektivt var det en tåbelig ide for er ikke trænet nok op til det og det ender med at blive en frygteligt dyr tur - pga ekstrem varme i Tel Aviv har de flyttet loebstiderne så skal løbe omkring klokken 6.30 - det betyder at skulle tidligt op fra det hostel vi skal sove på som (utroligt dumt) ligger i den anden ende af byen! Og dem jeg skal afsted med - en kollega og nogle af hendes veninder - har ikke plads i den bil de kører i så skal selv mosle frem og tilbage - hvilket jeg er pænt træt af - som jeg sagde; det virker som en dårlig ide! Men jeg prøver at tænke af at ingen er døde af at løbe 10 km og at jeg bagefter vil have det noget så godt når jeg kan kaste mig i bølgen blå og vide at jeg har gjort det! Er det ikke noget med at man skal udfordre sig selv?!

På arbejdet skrider tingene fremad og vi begynder at få slået knuder på nogle af de mange løse ender - jeg mangler stadig en 5-7 sider på det sidste kapitel og Gender - min hybris/nemesis - hvad det nu end hedder - er stadig en sten i skoen på mig selvom den mere religiøst funderede del af kapitlet er blevet udliciteret. Jeg gør mig mange tanker om det at vores tid hernede nærmer sig afslutningen - hvilket er lidt absurd at tænke så meget på for der er jo stadig lidt over en måned tilbage - hvilket jo er omkring 15 % af den samlede tid, så altså... men det føles meget som lige om lidt og må indrømme at det er ambivalent; glæder mig enormt til at se venner og familie, men holder meget af denne vilde, skøre og næsten schizofrene by og vil gerne få lært arabisk (kan kun meget lidt by now), vil gerne solen og skønheden og udfordringerne. Samtidig skal man jo nok ikke underkende betydningen af at vi hernede har fået skabt os en hverdag, et liv og nogle rutiner og relationer og at hverdagen derhjemme på dagpenge jo unægteligt er et nyt kapitel, som jeg ingen ide har om hvordan vil blive. Min fordom er at dagpengemodtager livet er lidt mindre eksotisk end mit Jerusalem liv - og er blevet lidt glad for det eksotiske. Så summa summarum; jeg er ikke færdig med Mellemøsten!

søndag den 17. marts 2013

Advarsel; denne blog indeholder dramatiske beskrivelser!



Den 15 marts viste sig at skulle blive en yderst begivenhedsrig dag på den lidt mindre heldige måde. Det var planlagt således at jeg sammen med en kollega og 4 af hendes veninder skulle til Tel Aviv og løbe 10 km race. Det var store løbe dag med halvmaraton, maraton, 10 km, rulleskøjteløb, 4,2 km og noget andet. Marathonen blev dog aflyst pga ekstreme varmegrader – der var spået over 35 grader hvilket er meget for selv Tel Aviv på denne årstid. De andre løb var dog ikke blevet aflyst – hvilket de måske burde have været! Lidt ikke optimal planlægning gjorde at jeg måtte vente 1 time om aftenen torsdag  fra 21.30-22.30 på busstationen i tel aviv hvor de så samlede mig op og vi kørte til den hotel lejlighed hvor vi skulle overnatte. Af uransagelige årsag var der valgt en i norddelen ag byen – og racet var i syddelen. De regnede så med at vi kunne få en taxa om morgenen hvilket vi IKKE kunne!! Jeg var skumlende sur over SÅ ringe en planlægning der resulterede i at vi måtte gå 1 time fra klokken 6 (efter at have sovet knap 6 timer!) til klokken 7.15 og sågar løbe de sidste 5 minutter for at nå frem til racets start – ikke just optimalt – og jeg nåede ikke at tisse inden – hvilket jo heller ikke var fedt. (Note; jeg havde ingenting ud over 100 NIS med mig – alt inkl pas, pung, mobil, nøgler mv. lå i lejligheden og vi havde aftalt at mødes på stranden efter løbet).Derudover har jeg ikke helt fået trænet mig op til distancen, det var varmt, jeg var træt og har ikke haft det helt optimalt denne uge. Min kollega, der er uddannet personlig træner mente dog at jeg sagtens kunne klare det. Nå, men alt i alt synes jeg det var sygt hårdt og jeg var ærligt og oprigtigt talt en skide pain in the ass for min kollega at løbe med. Der var en ”pacer-klovn” med i feltet som løb på præcis en time så man skulle jo gerne være foran ham – min kollega havde ment vi ku gøre det på under en time, men den holdt desværre ikke. Jeg har aldrig prøvet noget så fysisk hårdt og var lidt ved at give op indimellem, men med min kollegas hjælp og en viljestyrke der bragte mig de sidste 2 km frem lykkedes det. Fandt et mode hvor jeg bare gik ind i mig selv og hvor det bare gjaldt om ikke at kigge fremad for så ville kunne se hvor langt der var tilbage. Jeg kom over målstregen i tiden 1.04.54 hvilket svarer til 9.2 km i timen – så det er jeg faktisk fint tilfreds med taget i betragtning at jeg jo ikke kan prale af at have verdens længste ben! 

MEN, så var det ligesom at historien skiftede karakter – over målstregen kom jeg, gispende, prustende og svedende og med eet måtte jeg bare ned at sidde – kunne bogstaveligt talt ikke stå på mine ben. En venlig mand hjalp mig ud til siden og fik fat i noget vand og på meget kort tid også en samarit fyr – hvilket viste sig at være den rigtige beslutning – jeg mente bare at jeg skulle have noget juice eller noget til at få mit blodsukker op for jeg var så ufatteligt svimmel og havde kvalme. Samarit fyren ville have mig hen i medical teltet – jeg sagde jeg bare skulle sidde lidt men manden insisterede og fik mig endda placeret i en kørestol da han syntes jeg gik for langsomt – og langsomt gik jeg for kunne stadig nærmest ikke stå på benene og gik som en gammel dame. Han fik mig igennem den tætte menneskemængde og få minutter efter lå jeg på en båre-seng i medical teltet med 6 mennesker omkring mig mens jeg svedte og gispede. Min kollega blev skubbet ud og alt var en slags kontrolleret kaos derinde. Altså meget kan man sige om dette militariserede samfund men der var der altså styr på tingene selvom der var run på.flere forskellige læger præsenterede sig og spurgte hvad der var sket samtidig med at der blev hevet og sledet i begge mine arme for at få IV drop ting lagt. I venstre arm lykkedes det ikke og én gik så istedet i gang med at prøve at lægge drop adgang på håndryggen – jeg var tæt på at bande ad hende for det gjorde aller pokkers ondt. Så lå jeg der med drop i begge arme – kampsvedende og med 5-6 personer der bekymret kiggede på mig. De synes jeg blev ved at være varm så de overhældte mig med isterninger og vand – jeg var komplet gennemblødt. Der gik vel en halv times tid med det hvorefter professor something kom hen til mig og sagde at jeg havde fået hedeslag og skulle på sygehuset – der kammede det over og jeg blev måske en kende hysterisk og prøvede at forklare at det ikke var nødvendigt men de var ikke til at tale imod. Tværtimod så de endnu mere bekymrede ud og insisterede på at jeg slappede af fordi jeg ikke måtte overanstrenge min krop mere. 
Ambulancer der holdt parat - 50 endte med at blive behandlet i lægeteltet, 32 kom på sygehuset (mig inklusiv), 12 af dem alvorligt og 1 ung mand døde- hvorfor er endnu uklart. Han var endda IDF (Israeli Defence Forces) officer og løb efter sigende 20 km hver dag.

Så kom jeg ud i ambulancen og til en 18 årig men sød og kompetent redder og vi kørte vel en halv time til sygehuset – DER var det så at jeg tænkte ups rejseforsikring osv. Så det var ret ubehageligt at ligge og tænke det der. Til gengæld fik jeg det bedre og en time efter jeg var kommet over målstregen havde jeg det ok, men kunne ikke slippe for at komme på skadestuen. På det tidspunkt havde jeg fået 1,5 l væske i drop men til gengæld ikke noget at spise. Kom så ind på en noget mere kaotisk og meget israelsk skadestue- dvs lettere kaos/uprofessionelt – et stort rum med ”gardin-båse” hvor der blev taget noget elektro-gram noget og en blodprøve og jeg fik mere væske i drop. Der var jeg så; pladder våd og endte med at mega fryse – efter 2,5 time – de sidste 1,5 på en hård stol var jeg pænt klar til at smutte! Jeg måtte insistere i en halv time og en meget sød sygeplejerske endte med at hjælpe mig af sted – finde ud af hvad vi gjorde med betaling – jeg havde jo ingenting på mig (men fandt ud af at selv i den situation kunne jeg huske mit pas nummer udenad!) og hun fandt også lidt mad til mig – for på det tidspunkt havde jeg fået det dårligt igen pga ikke at have spist i 6 timer. Så der stod jeg – i en forstad til Tel aviv med 120 NIS (180 kr) på mig – i vådt tøj – velvidende om at på ingen måde ville jeg kunne finde de andre. Min kollega havde heldigvis set da jeg blev ført ind i ambulancen så vi havde aftalt at hun tog mine ting og at jeg selv fandt hjem. Jeg fandt en granatæble-appelsin juice til en absurd pris, en bus og kom hen til bus stationen – fandt en bus til Jerusalem før shabbattens start – sov lidt i bussen og kom så klokken 14 frem til Jerusalem. 

PUHA det var en begivenhedsrig dag – lidt for meget af det gode. I dag (lørdag) er min krop smadret og jeg er træt men har det ellers fint – har en besværlig regning på omkring 2200 kroner jeg skal til Tel Aviv for at betale i næste uge og en masse ting jeg skal udfylde til rejseforsikingen MEN on the bright side; jeg gennemførte, OG jeg fik lov at køre i en ambulance OG min offentlig-transport-angst fik et knæk af format. Så alt i alt ser jeg dette som en sejr; næste mål må være IKKE at ende på sygehuset/gøre det på under en time. Beklager det blev så lang en beretning, men så fik I da hele historien. OG som en krølle på historien overbeviste dette mig endnu engang om at vi har det rigtige sundhedssystem i DK - hvor adgangen er lige for alle og hvor man ikke skal ligge og tænke "gad vide hvad denne test koster" eller "er denne test nu også nødvendig eller presser de bare penge af mig?" Jeg vil helt sikkert gerne løbe 10 km igen, men næste gang i lidt mindre varmt vejr - og når vi nu snakker om vejret; i dag 13 grader og regn - jeg ved ikke hvem der har bestilt det men jeg har ikke, så jeg holder "udfylde-rejseforsikring-papirer-dag med the og dyne. Det var alt for nu; gå med fred og husk at vi kun har hinanden til låns så lev livet HVER dag.

mandag den 4. marts 2013

Ørkenen på Godt og Ondt

Sidste uge stod i ørkenturens tegn, Rikke og Jeg og 27 andre (volontører og nogle fra en bibelskole i DK) stod op før en hvis herre får sko på og kørte sydpå. Gennem den vidtstrakte ørken med Katrine som super-chauffør og midt på formiddagen nåede vi målet: Machtech Ramon - et stort Grand canyon lignende krater hvor vi i 3 dage skulle vandre, overnatte under stjernerne og undvære det moderne menneskes bekvemmeligheder. Til lejligheden var der i Betlehem indkøbt palæstinenser tørklæder - sådan et har jeg ikke haft siden . klasse men synes faktisk det er ret cool - det var i hvert fald godt at have mod solen.
Jeg skulle egentlig på light udgaven af turen da jeg havde vurderet at 80 kilo med al oppakning nok var mere end jeg ville finde morsomt. Desuden har jeg heller ikke en vandre rygsæk med men kun min lille rygsæk. Tingene skulle dog vise sig at blive anderledes end forventet.


Glade, friske og endelig uden vinterjakker - det var omkring 24 grader varmt den første dag og ørkenen er jo ikke det mest skyggefulde sted. Rikke og jeg var fornuftige med solcreme (godt hjulpet af vores kollega Shadia der havde forsynet os med forskelligt ørkenhejs-lir) og det lykkedes at undgå solskoldning - modsat mange andre skal siges ! der var nogle fine kanter rundt omkring på folk.


Light turen startede med en tur på et museum om området inklusiv de meget heroiske og glorificerende videoer de ynder at fremvise på museer her i landet - derefter var vi i en lille zoo hvor nogle af de dyr der lever i ørkenen var. Nu siger jeg nogen af dem for i følge videoen (endnu een) som vi fik fremvist er der både ulve og en gang imellem også leoparder og adskillige slags slanger. Vi fik i hvert fald set både slanger og fik fortalt om hvor giftige de var og fik interessante detaljer at vide om hulepinsvinets intimliv - som jeg dog af hensyn til sarte eksistenser ikke vil gengive her - til gengæld bliver i nødt til at se følgende video: (advarsel; indeholder stærke billeder) 




 Jeg beklager at den ikke vender rigtigt - af en eller anden grund er mine videoer kommet ind på computeren i et forkert format -nå men uanset formatet er det i hvert fald naturens egen reproduktionsmekanisme der er afbilledet - det ser så absolut en kende bizart ud!



Efter zooen gik det ud i ørkenen - hvor himmelen er så blå at man tror det er løgn - jeg fik presset mig selv lidt på højdeskrækken men ellers var dag 1 ikke så hård så valgte at smutte med hardcore-turen de sidste par timer om eftermiddagen og endte faktisk med at blive på den resten af turen - dog stadig uden vandrerygsæk så det var noget nemmere for mig end for de andre.

Der blev besteget bjerge og bakker - kæmpet og stridt og flere gange kiggede vi mod en top og både tænkte og sagde "det kan vi sgu ikke det der" men jo DET KU VI og det var fedt - eneste minus var en lille detour hvor jeg kom til at kravle op en forkert vej og endte på en meget stejl skråning med læse sten - der var jeg faktisk bange! Har fundet forskellige strategier til at psyke mig selv så de andre kunne høre mig forbistret mumle min vej op ad denne klippeside; "hvis jeg kan skrive et speciale så kan jeg også komme op ad denne lorte klippe" og deslige. Og jeg klarede det da også.

Jeg er ret vild med ørkenen - den vækker noget i en som er svært helt at forklare - der er så højt til himlen om man er så lille og delvist prisgivet naturen - tror det er godt at være lidt væk fra facebook, krav og intellektuelle forventninger og skære det ned til at skulle bevæge sig - at stole på at arme og ben kan bære og løfte kroppen op på den næste afsats og at tale med mennesker der er refleksive, delende og til stede.

Alt i alt var det en fed tur som jeg kunne skrive rigtigt meget om men vil lade det være for nu og slutte af med det, der retrospektivt set nok har været den farligste situation -  vi tog det ikke helt seriøst da vi stod i den. Eftersom vi var i ørkenen og der i lige præcis denne ørken ikke var opstillet toiletter hver anden kilometer måtte man jo tisse bag en sten - indimellem en udfordring når man går 20 mennesker sammen - det blev noget med at spotte et sted man kunne sætte sig og så sad vi ellers der - ofte en 3 piger på hug på rad og række. Efter en sådan detour kom vi tilbage på stien og ganske kort tid efter så vi - tadaaa EN SLANGE - folk der kender mig ved at mit forhold til krybdyr er en kende anstrengt for ikke at sige angstfyldt - men samtidig var det lidt spændende - jeg stod og trippede og nev Rikke i armen mens jeg prøvede at få taget et billede og samtidig var lidt bange- den var nu ikke ret stor  vel 1,5-2 cm i diameter og 60 cm lang - sådan en lidt fimset kan man vist godt sige. Jeg kunne ikke lige på stående fod sige hvilken af de 7 forskellige slanger vi havde set i zoo´en der var dennes familie, men tænkte at giftig var den jo nok - det var de fleste af dem. Efterfølgende siger rygtet at Jakob Præst mener at det er den giftigste af dem alle - 1 time og haps så er du død hvis du er blevet bidt - adr - så retrospektivt er det godt vi ikke prøvede at ae den - men altså; jeg havde mareridt i nat om at være blevet bidt af en slange i min sovepose - det var heldigvis bare 2 myg (de er kommet tilbage) der havde muntret sig med min hånd!
Den sidste dag i ørkenen stod på gå,gå, gå og jeg endte med at sætte musik i ørerne og kapgangstempo på og ræsede af sted i min egen verden et par timer. Alt i alt fik jeg prøvet mig selv af med stor succes - er stolt og glad og kan endnu engang sige at jeg kan mere end jeg troede. Livet er stort, og jeg elsker stadig at være hernede - det er med ambivalens i ånd, sind og krop at afrejsen begynder at kunne skimtes i horisonten - er SLET ikke færdig med at opleve. 
Et rimeligt sejt skilt!
Af korte nyheder kan nævnes at I nat kommer min bror og hans kæreste herned - de bliver i 1,5 uge og overlapper med min far der også kommer herned i næste uge - forude venter løbetræning, arbejde, arabisk (gør desværre ikke så mange fremskridt) hygge, god mad, godt selskab - vejret er mærkeligt; 12 grader den ene dag og 20 den næste - tror vist ordet er ustadigt - men hvad dælen; det er bare om at nyde når solen skinner. Kan blive helt forundret af taknemmelighed og glæde over at jeg er her og hel frustreret over krig og ondskab - verden er så fuld af følelser på godt og ondt. 
Slut med lommefilosofi og beretninger fra denne gang.
Mar-is-Salame fra mig