Ørkenen på Godt og Ondt

Sidste uge stod i ørkenturens tegn, Rikke og Jeg og 27 andre (volontører og nogle fra en bibelskole i DK) stod op før en hvis herre får sko på og kørte sydpå. Gennem den vidtstrakte ørken med Katrine som super-chauffør og midt på formiddagen nåede vi målet: Machtech Ramon - et stort Grand canyon lignende krater hvor vi i 3 dage skulle vandre, overnatte under stjernerne og undvære det moderne menneskes bekvemmeligheder. Til lejligheden var der i Betlehem indkøbt palæstinenser tørklæder - sådan et har jeg ikke haft siden . klasse men synes faktisk det er ret cool - det var i hvert fald godt at have mod solen.

Jeg skulle egentlig på light udgaven af turen da jeg havde vurderet at 80 kilo med al oppakning nok var mere end jeg ville finde morsomt. Desuden har jeg heller ikke en vandre rygsæk med men kun min lille rygsæk. Tingene skulle dog vise sig at blive anderledes end forventet.

Glade, friske og endelig uden vinterjakker - det var omkring 24 grader varmt den første dag og ørkenen er jo ikke det mest skyggefulde sted. Rikke og jeg var fornuftige med solcreme (godt hjulpet af vores kollega Shadia der havde forsynet os med forskelligt ørkenhejs-lir) og det lykkedes at undgå solskoldning - modsat mange andre skal siges ! der var nogle fine kanter rundt omkring på folk.

Light turen startede med en tur på et museum om området inklusiv de meget heroiske og glorificerende videoer de ynder at fremvise på museer her i landet - derefter var vi i en lille zoo hvor nogle af de dyr der lever i ørkenen var. Nu siger jeg nogen af dem for i følge videoen (endnu een) som vi fik fremvist er der både ulve og en gang imellem også leoparder og adskillige slags slanger. Vi fik i hvert fald set både slanger og fik fortalt om hvor giftige de var og fik interessante detaljer at vide om hulepinsvinets intimliv - som jeg dog af hensyn til sarte eksistenser ikke vil gengive her - til gengæld bliver i nødt til at se følgende video: (advarsel; indeholder stærke billeder)

 

 Jeg beklager at den ikke vender rigtigt - af en eller anden grund er mine videoer kommet ind på computeren i et forkert format -nå men uanset formatet er det i hvert fald naturens egen reproduktionsmekanisme der er afbilledet - det ser så absolut en kende bizart ud!

Efter zooen gik det ud i ørkenen - hvor himmelen er så blå at man tror det er løgn - jeg fik presset mig selv lidt på højdeskrækken men ellers var dag 1 ikke så hård så valgte at smutte med hardcore-turen de sidste par timer om eftermiddagen og endte faktisk med at blive på den resten af turen - dog stadig uden vandrerygsæk så det var noget nemmere for mig end for de andre.

Der blev besteget bjerge og bakker - kæmpet og stridt og flere gange kiggede vi mod en top og både tænkte og sagde "det kan vi sgu ikke det der" men jo DET KU VI og det var fedt - eneste minus var en lille detour hvor jeg kom til at kravle op en forkert vej og endte på en meget stejl skråning med læse sten - der var jeg faktisk bange! Har fundet forskellige strategier til at psyke mig selv så de andre kunne høre mig forbistret mumle min vej op ad denne klippeside; "hvis jeg kan skrive et speciale så kan jeg også komme op ad denne lorte klippe" og deslige. Og jeg klarede det da også.

Jeg er ret vild med ørkenen - den vækker noget i en som er svært helt at forklare - der er så højt til himlen om man er så lille og delvist prisgivet naturen - tror det er godt at være lidt væk fra facebook, krav og intellektuelle forventninger og skære det ned til at skulle bevæge sig - at stole på at arme og ben kan bære og løfte kroppen op på den næste afsats og at tale med mennesker der er refleksive, delende og til stede.

Alt i alt var det en fed tur som jeg kunne skrive rigtigt meget om men vil lade det være for nu og slutte af med det, der retrospektivt set nok har været den farligste situation -  vi tog det ikke helt seriøst da vi stod i den. Eftersom vi var i ørkenen og der i lige præcis denne ørken ikke var opstillet toiletter hver anden kilometer måtte man jo tisse bag en sten - indimellem en udfordring når man går 20 mennesker sammen - det blev noget med at spotte et sted man kunne sætte sig og så sad vi ellers der - ofte en 3 piger på hug på rad og række. Efter en sådan detour kom vi tilbage på stien og ganske kort tid efter så vi - tadaaa EN SLANGE - folk der kender mig ved at mit forhold til krybdyr er en kende anstrengt for ikke at sige angstfyldt - men samtidig var det lidt spændende - jeg stod og trippede og nev Rikke i armen mens jeg prøvede at få taget et billede og samtidig var lidt bange- den var nu ikke ret stor  vel 1,5-2 cm i diameter og 60 cm lang - sådan en lidt fimset kan man vist godt sige. Jeg kunne ikke lige på stående fod sige hvilken af de 7 forskellige slanger vi havde set i zoo´en der var dennes familie, men tænkte at giftig var den jo nok - det var de fleste af dem. Efterfølgende siger rygtet at Jakob Præst mener at det er den giftigste af dem alle - 1 time og haps så er du død hvis du er blevet bidt - adr - så retrospektivt er det godt vi ikke prøvede at ae den - men altså; jeg havde mareridt i nat om at være blevet bidt af en slange i min sovepose - det var heldigvis bare 2 myg (de er kommet tilbage) der havde muntret sig med min hånd!

Den sidste dag i ørkenen stod på gå,gå, gå og jeg endte med at sætte musik i ørerne og kapgangstempo på og ræsede af sted i min egen verden et par timer. Alt i alt fik jeg prøvet mig selv af med stor succes - er stolt og glad og kan endnu engang sige at jeg kan mere end jeg troede. Livet er stort, og jeg elsker stadig at være hernede - det er med ambivalens i ånd, sind og krop at afrejsen begynder at kunne skimtes i horisonten - er SLET ikke færdig med at opleve. 

Et rimeligt sejt skilt!

Af korte nyheder kan nævnes at I nat kommer min bror og hans kæreste herned - de bliver i 1,5 uge og overlapper med min far der også kommer herned i næste uge - forude venter løbetræning, arbejde, arabisk (gør desværre ikke så mange fremskridt) hygge, god mad, godt selskab - vejret er mærkeligt; 12 grader den ene dag og 20 den næste - tror vist ordet er ustadigt - men hvad dælen; det er bare om at nyde når solen skinner. Kan blive helt forundret af taknemmelighed og glæde over at jeg er her og hel frustreret over krig og ondskab - verden er så fuld af følelser på godt og ondt. 
Slut med lommefilosofi og beretninger fra denne gang.
Mar-is-Salame fra mig